Arbejdslegater er nøglen til fortsat kunstnerisk udvikling

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst uddeler i denne uge i alt 240 arbejdslegater til danske billedkunstnere. Tre kunstnere og to kunstnergrupper modtager det treårige arbejdsstipendium til at fortsætte deres stærke kunstneriske arbejde.

11.5.2016
AKassen, The Colour of Things (Cactus)
150cm x 300cm, indrammet c-print, pulveriseret kaktus

”Netop arbejdslegatet er en utrolig vigtig form for støtte. Det giver ro til fordybelse og er således med til at sikre fortsat kunstnerisk udvikling.” Siger Søren Taaning, formand for Legatudvalget for Billedkunst. 

Udvalget, der tiltrådte den 1. januar 2016, har ved sin første uddeling især haft fokus på at virke igangsættende i forhold til vækstlaget i dansk kunst. 

Søren Taaning: ”Vi har i år valgt at uddele flere legater end tidligere, for om muligt at opnå lidt større spredning af midlerne.  Vi har skærpet blikket for nogle af de praksisformer, der måske har en tendens til at blive overset, og for de danske kunstnere, der ikke er så kendte herhjemme, men som har stor succes i udlandet.”

Udvalgets begrundelser for treårige arbejdsstipendier:

Kunstnergruppen A Kassen (Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen) modtager Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium for deres underfundige og præcise værker, som foldes ud på tværs af medier; fra arkitektur og skulptur til fotografi og performance.

Kerstin Bergendal har som kunstner i en årrække ageret i og interfereret med det vi ofte benævner ‘det offentlige rum’. Hun etablerer steder hvor møder mellem mennesker kan finde sted, rum hvori der er plads til poesi og fortælling og rummelighed til i fællesskab at skabe forandring.

Tue Greenfort er en betydelig kunstner i sin generation. Om end den lokale tilstedeværelse er yderst begrænset, er Tue Greenfort for længst internationalt anerkendt; en af få kunstnere, der har udstillet på både Documenta og Skulptur Projekte Münster.

Tamar Guimarães er særligt interesseret i hvordan race, klasse og arbejde kommer til udtryk i kulturelle produkter som arkitektur, litteratur og dans. Det oplever man blandt andet i Guimarães elegante film Canoas (2010) - iscenesat i Oscar Niemeyer’s arkitektoniske perle Casa das Canoas midt i junglen på kanten til Rio de Janeiro.

Randi og Katrine (Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky) giver os rummelige oplevelser og får os til at mærke, hvad det vil sige at have følelser for et sted, og hvorfor det er vigtigt at føle sig ”rummet” af sit eget lokale miljø. I det offentlige rum bliver deres arbejde ofte en integreret del af hverdagen som f.eks. deres legepladser, kæmpemaleriet på skibssiden af Ærøfærgen og lysthuset for et ældrecenter i Skovlunde i form af en kæmpe tekande.

Læs udvalgets begrundelser af de treårige arbejdsstipendier i deres fulde længe her

Fakta om uddelingen

Udvalget har behandlet 790 ansøgninger og har valgt at imødekomme 240, svarende til 30,4 procent i form af enten treårige arbejdsstipendier på 855.000 kr. fordelt på tre år eller arbejdslegater på beløb mellem 50.000 og 150.000 kr.

I alt er der blevet uddelt 18.675.000 kr. Se alle tildelingerne her

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst tildeler legater og stipendier til skabende kunstnere inden for billedkunstområdet. Støtten gives på baggrund af ansøgerens kunstneriske virke.

Udvalget består af Søren Taaning (formand), Ane Mette Ruge, Eva Steen Christensen, Jacob Fabricius og Mikkel Carl. 

Yderligere oplysninger

Inger Krog, udvalgssekretær, ikr@remove-this.slks.dk, tlf. 33744530
Sune Blicher, presserådgiver, sub@remove-this.slks.dk, tlf. 33 74 45 62

Siden er sidst opdateret: 24.8.2016

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)