Præcisering af nyhed fra 18. juni 2014: Kun kunstnere kan få produktionsstøtte

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst har besluttet, at støtte til produktion af værker skal følge det kunstneriske ansvar og dermed kun kan tildeles kunstnere selv.

24. august 2016

Produktionsstøtte kan kun tildeles udførende kunstnere og ikke gallerier, udstillingsarrangører eller selskaber.

Det har Projektstøtteudvalget for Billedkunst under Statens Kunstfond besluttet.

Dermed ligger udvalget på linje med det foregående udvalg (2011 – 2013), der også havde dette som fast praksis.

Udvalget fandt det nødvendigt at vende spørgsmålet om, hvem der kan modtage produktionsstøtte, efter selskabet Kunstnernes Kooperative ApS (KKArt) henvendte sig til kulturministeren og til Folketingets Kulturudvalg for at få projektstøtteudvalget til at ændre den hidtidige praksis.

KKArt er en kunstnerisk virksomhed ejet af Danske Billedkunstnere og er juridisk ramme om cirka 290 kunstneres freelance arbejde. I KKArt bliver kunstneren ansat til at udføre de kunstneriske opgaver. Disse opgaver er afhængig af den finansiering, der kan genereres til formålet fx i form af tilskud eller anden indtægt.

Ansættelse i KKArt giver blandt andet kunstneren mulighed for at optjene dagpengeret. KKArt ønskede en ændring af produktionsstøtten, så den også kunne tildeles KKArt og dermed give selskabets kunstnere mulighed for at samle projektøkonomien i KKArt. Selskabet har påpeget, at der inden for andre kunstarter godt kan ydes produktionsstøtte til selskaber.

Samlet værk

Inden for kunstarter som fx scenekunst og film vil der ofte være en producent, som producerer et samlet værk, og her giver det ifølge billedkunstudvalget god mening med produktionsstøtte til et selskab. Dette kan dog også lade sig gøre under Projektudvalgets nuværende praksis, hvor der godt kan gives produktionsstøtte til en kunstnergruppe, hvor flere billedkunstnere laver et fælles værk.

KKArt er en række kunstneres produktionsvirksomhed, hvor kunstnerne står for produktionen af værker. I KKArt er det således kunstneren der har det kunstneriske ansvar i forbindelse med en værkproduktion, og KKArt kan derfor ikke sammenlignes med en kunstnergruppe eller med en samlet produktion indenfor fx scenekunst eller film.

”Vi ønsker helt enkelt, at støtten til produktion af værker følger det kunstneriske ansvar. Vi forstår, at det kan give kunstnerne dagpengerettigheder at blive ansat, for deres produktionsmidler, men det er ikke en organisering, vi vil bakke op om, da vores opgave er bedst at fremme kunsten”, siger Gitte Ørskou, der er formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst.

Yderligere information:

Theis Petersen, udvalgssekretær, tpe@remove-this.kulturstyrelsen.dk, tlf. 33 74 45 34

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)