Nu kommer kunsten for alvor til Jyderup

27.3.2017

Statens Kunstfond støtter to nye udstillingssteder i Jyderup, der vil give byens borgere endnu flere kunstoplevelser.

Tegn: Artspace er et ikke-kommercielt, bolsjestribet udstillingssted i Jyderup på Vestsjælland. Foto: Christian Frederiksen.

Jyderups godt 4000 indbyggere kan se frem til masser af nye, spændende kunstoplevelser de næste to år. For byens to relativt nystartede udstillingssteder ”Tegn:Artspace” og ”Rum/Klang” har netop modtaget 150.000 kroner hver fra Statens Kunstfond.

Med støtte fra fonden er både borgere i Jyderup og tilrejsende nu sikret kunstoplevelser af høj kvalitet i Jyderup i både 2017 og 2018.

Støtte fra stat, kommune og lokal forening

De i alt 300.000 kr. fra Statens Kunstfond til de to projekter skal lægges til den støtte, som allerede var blevet uddelt af kommunen og fra den lokale forening ”Jyderups Fremtid”.

Claus Sørensen, som er formand for ”Jyderups Fremtid”, siger:

 "Vi håber og forventer, at begge udstillingssteder kan være med til at sætte fart på den rivende udvikling, som Jyderup har oplevet de sidste par år, hvor lokale initiativer har formået at tiltrække fantastisk dygtige kunstnere og musikere til byen, som man normalt ikke kan opleve uden for de store byer. Det er både attraktivt for lokale og for et tilrejsende publikum, og så tiltrækker det nye tilflyttere til byen."

En af de lokale borgere, som netop finder det attraktivt, er Jette Bürgel Nielsen:

 ”At kunst og kultur har fået en større udbredelse og tilgængelighed i vores lille frimærke af Danmark, det betyder uendeligt meget for byen. Jeg har selv taget meget til København og Odense til kunstudstillinger, digtoplæsning og koncerter. Nu kan jeg få det hele her omend i lidt mindre målestok. Jeg håber, støtten fra Statens Kunstfond vil betyde, at større og mere kendte kunstnere, som man før ville tage til eksempelvis København for at følge, vil udstille her.

Kommune dækker lokaleudgifter

I Holbæk Kommune har man fundet midler til at støtte ”Rum/Klang” med lokaletilskud de næste to år.

”Holbæk Kommune finder det relevant at støtte lokale udstillingssteder, som dem i Jyderup, fordi projekterne er funderet i unge menneskers lyst til at skabe kunst og aktiviteter i tæt dialog med lokalområdet” siger borgmester Søren Kjærsgaard (V), Holbæk Kommune, og fortsætter:

”Der er i disse år gang i en række spændende tiltag i Jyderup omkring højskolen, Café Habibi og senest foreningen Rum/Klang. Fælles for projekterne er ønsket om at skabe spændende fællesskaber, liv og udvikling lokalt, men på en måde, hvor man rækker ud til omverdenen.”

Lydkunst og bolsjestriber

Bag udstillingsstedet ”Rum/Klang” står blandt andre musikerne Andreas Christiansen og Henrik Sundh, studerende Adam Veng, kunstner Tore Juncher Jørgensen og højskoleforstander Poul-Henrik Jensen.

Sammen vil de gøre Jyderup til lydkunstens centrum, og borgere i Jyderup kan glæde sig til udstillinger, som typisk er uropførelser af nykomponerede lydværker af både danske og internationale kunstnere hvoraf nogle er unge og up-and-coming, mens andre har veletablerede internationale karrierer.

Rum/Klang vil være fagligt mødested for lydkunstnere og vil samtidig præsentere lydkunsten til et bredt offentligt publikum. Stedet arrangerer workshops for instrumentbygning, afholder talks, og så er der folkekøkken til hver fernisering.

Følg med på ”Rum/Klangs” Facebookside

Bag det bolsjestribede ”Tegn:Artspace” står billedkunstner Anders Reventlov Larsen, journalist Christian Frederiksen og cand.mag. Anders Bo Schreiner. Og det er ikke kun facaden, der er stribet, det er udstillingslokalerne også. Det vil de i øvrigt fortsætte med at  være.

En del af Tegn:Artspaces grundlæggende koncept er nemlig at udfordre den norm, at kunst meget ofte vises i rene hvide gallerirum, men her kommer striberne altså så at sige på tværs.

Tegn:Artspaces  kommer til at vise seks årlige udstillinger af danske og udenlandske kunstnere, der tør gå nye veje i deres kunst, og som vil tage udfordringen op med de eksisterende udstillingsnormer.

Følg med på ”Tegn:Artspaces” Facebookside

Fakta: Opstart af nye udstillingsplatforme

Både ”Tegn:Artspace” og ”Rum/Klang” har fået støtte via puljen ”Opstart af nye udstillingsplatforme”.
Puljen støtter opstart af nye udstillingsplatforme, der tilfører kunstmiljø og publikum noget, der ikke findes i forvejen på den givne lokalitet og i den givne form. Dette kan i særlig grad, men ikke kun, være relevant udenfor de større byer.

Læs mere om puljen 

For yderligere oplysninger: 
Theis Petersen, specialkonsulent i Slots- Og Kulturstyrelsen, tpe@remove-this.slks.dk, tlf: 33 74 45 34 

Siden er sidst opdateret: 27.3.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)