Den svævende trappe Dual bliver sidste pavillon i Gl. Holtegaards barokhave

6.1.2017

Arkitekterne der skal opføre en ny pavillon på Gl. Holtegaard er fundet. Fra den 1. juni 2017 kan den svævende dobbelttrappe med navnet Dual besøges i barokhaven.

Med forslaget Dual, vandt arkitekterne Sofia Adolfsson, Teresa Fernández og bygningskonstruktør Camila L. A. Stadler Buschle førstepladsen i konkurrencen om, at opføre den tredje og sidste pavillon i Gl. Holtegaards barokhave.

Konkurrencen blev udstedt som en åben arkitektkonkurrence i samarbejde mellem Gl. Holtegaard, Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen. Deltagerne fik 5 dage til, at udarbejde et forslag til en midlertidig pavillon ud fra fortolkning af temaet Sceneri.

Sceneri tager udgangspunkt i Gl. Holtegaards historie som hjemsted for Ludvig Holbergs komedier, maskerader og tidens idé om haven og verden som rum for (selv)iscenesættelse. De tidligere år, har temaerne Menageri og Orangeri dannet ramme for konkurrencen.

Nyfortolkning af barrokkens dobbelttrappe 
Dual løb, ifølge dommerkomiteen, med førstepladsen, fordi forslaget på enestående vis formår at sammenkoble barokken med samtiden og dermed pege på en legende og nutidig brug af Gl. Holtegaards barokhave.

Som en frit svævende trappeformation danner Dual en rund dobbelttrappe, med en højde på 2,5 meter. Dual er en enkel og nutidig fortolkning af den storslåede trappearkitektur fra barokken, hvor trappen blev brugt som scene ved ankomster og afgange til store begivenheder. Den barokke trappe var også et redskab for magthaverne til at definere hierarki og status og en mulighed for at sætte sig selv i scene.Trappen udgør scener for performance, både i dens enkelte platforme og som helhed i dens skulpturelle udtryk.

Titlen Dual er et udtryk for det dobbelte trappeforløb, men spiller også på dualismen mellem nyt og gammelt; historie og samtid og endelig barokken og den nutidige kunst; et samspil, der udgør kernen i Gl. Holtegaards udstillingsprofil.

Disse blev også hædret
Lennart Dose, arkitekt MAA modtog en andenpræmie på 100.000 kr. for forslaget Kulissen. Yderligere tre modtog hædrende omtale for deres forslag: Et gyldent øjeblik af Nicolai Vittrup, arkitekt MAA / Thurahs Korridor af RAVN Arkitektur v. Mathilde Gludsted, arkitekt MAA, Uffe Lumbye, arkitekt MAA, Peter Naisbitt, Mikkel Bern / Peepshow af Tine Bernstorff Aagaard, arkitekt MAA og Emilie Bergrem, arkitekt MAA.

I alt 132 forslag blev indleveret da 5-dags konkurrencen løb af stablen i november 2016.

Åbning 
Pavillonen Dual indvies og åbnes for publikum den 1. juni 2017 kl. 17 i Gl. Holtegaards barokhave.

Du kan læse mere, og se skitser af pavillonen på Gl. Holtegaards hjemmeside og på Arkitekturforeningens hjemmeside.

Projektet støttes af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og Det Obelske Familiefond.

Arkitektforeningen har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet

Siden er sidst opdateret: 9.1.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)