Konkurrence om nye pavilloner til Gl. Holtegaards barokhave

Tre midlertidige pavilloner opføres fra 2015 til og med 2017 i Gl. Holtegaards smukke barokhave af tre forskellige arkitekter. 72-timers konkurrencen skydes i gang på Arkitektforeningens hjemmeside den 20. november kl. 10.

24. august 2016
Foto Hampus Berndtson

Gl. Holtegaard, Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen inviterer nu til en åben konkurrence om tre midlertidige pavilloner, der skal stå i Gl. Holtegaards unikke barokhave frem til 2017.


Hver pavillon skal have sin egen fortælling med stærk tilknytning til historien. En fortælling, der griber fat i senbarokkens Gl. Holtegaard og samtidig sætter barokken i et nutidigt lys. Gl. Holtegaards egenart som arkitektonisk perle og havens dramatiske og iscenesættende karakter ønskes udfordret i et arkitekturprojekt. Der forventes et projekt, der har stor visuel gennemslagskraft og som på nytænkende og spektakulær vis bidrager til publikums æstetiske oplevelser.

Gl. Holtegaard har valgt tre temaer til de tre pavilloner: orangeri, menageri og sceneri. Temaet for den aktuelle konkurrence er ’menageri.’ Et manageri er ifølge Fremmedordbogen en samling vilde dyr, som føres omkring og fremvises, fx på markeder. 

Siden sommeren har mange gæster besøgt Gl. Holtegaard for at forundres og fornøjes over det nye orangeri i barokhaven. Nu indledes næste fase af projektet, hvor haven igen bliver ramme om nyskabende arkitektur – denne gang med temaet ’menageri’.
 
I slutningen af november udskrives en arkitektkonkurrence om et menageri i Gl. Holtegaards barokhave. Pavillonen er den anden af i alt tre midlertidige pavilloner, som i perioden 2015-2017 vil blive opført i haven af tre forskellige arkitekter/tegnestuer. Under temaerne orangeri, menageri og sceneri får hver pavillon sin egen fortælling med stærk tilknytning til stedets historie.
 
Projektet er et samarbejde mellem Gl. Holtegaard, Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen om en åben arkitektkonkurrence. Med projektet er det ønsket at lade havens dramatiske og iscenesættende karakter udfordre danske arkitekter til at skabe et nutidigt og visionært arkitekturprojekt, der tilføjer en ekstra dimension til publikums æstetiske oplevelser på Gl. Holtegaard.
 
Vikarierende direktør for Gl. Holtegaard Peter Kirkhoff Eriksen udtaler: ”Projektet skaber basis for en kunstnerisk dialog, hvor historien og samtiden, det gamle og det nye, beriger hinanden. Gl. Holtegaard har igennem de seneste år skabt en tradition for at invitere kunstnere til at gå i dialog med det markante barokanlæg. Med dette projekt inviteres arkitekter til at skabe et nyt, kunstnerisk rum i barokhaven, et rum, der ligger i krydsfeltet mellem skulptur, installation og arkitektur.”
 

Orangeri – den første pavillon

Den første pavillon – orangeriet - blev indviet i maj 2015. Orangeriet er en nyfortolkning af et af barokkens mest ikoniske byggerier, kirken San Carlo alle Quattro Fontane i Rom tegnet af Franscesco Borromini (1599-1667). Som en skitse af det oprindelige kirkerum er Gl. Holtegaards orangeri bygget op af en rå stålkonstruktion, der til slut er omviklet af kraftigt plastik. Orangeriet har siden åbningen i maj 2015 været omtalt i mange, internationale arkitekturmedier for dets udfordrende leg med et klassisk, nærmest sakralt rum kombineret med rå, industrielle materialer.
 

72-timers konkurrence, november 2015

Den 20. november 2015 kl. 10.00 udskrives endeligt konkurrenceprogram, hvorefter arkitekten/tegnestuen har 72 timer til at udarbejde sit skitseforslag. Konkurrencen offentliggøres på Arkitektforeningens website.


Forslagsstillerne bedes tilmelde sig konkurrencen ved at indsende en e-mail til
ghgpavillon@arkitektforeningen.dk med oplysning om navn, mailadresse og postadresse. Der er ingen deadline for tilmeldingen, men den ønskes foretaget så hurtigt som muligt.
 
Den sidste af de i alt tre konkurrencer udskrives i slutningen af 2016.
 
Menageriet vil blive åbnet for publikum i juni 2016.
 
Yderligere information om projektet kan fås ved henvendelse til direktør Peter Kirkhoff Eriksen: peter@rudersdal.dk / tlf. 4580 0878.
 
 
Projektet støttes af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, Det Obelske Familiefond og Arkitektforeningen.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)