Jørn Utzons hus skal inspirere arkitekter

Arkitekter fra hele verden kan nu få glæde af Jørn Utzons hus, Can Lis, på Mallorca som inspirationssted. Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg har indgået en aftale med husets nye ejer Utzon Fonden om, at Can Lis fremover bliver en såkaldt residency-bolig

24. august 2016

Forskere og danske og internationale arkitekter kan søge om forskningsophold i huset.

Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg står for vurdering af ansøgninger og tildeling af ophold. Udvalgets formand arkitekt Lars Juel Thiis er begejstret for det nye samarbejde med Utzon Fonden.

Can Lis. Foto: Torben Eskerod

Tidligere formand for Arkitekturudvalget Lars Thiis udtaler:
- Can Lis er ubetinget et af Jørn Utzons og dermed dansk arkitekturs fornemmeste internationale værker – formgivet både med en sanselig respekt for lokale byggetraditioner og en følsomhed overfor stedets potentiale, men samtidig favner huset det store globale udsyn som Jørn Utzon altid stod for. Vi er derfor selvsagt meget glade for, at huset nu kan virke som inspiration for Jørn Utzons eftertid.

Utzon Fonden har for nylig købt Can Lis af Jørn Utzons søn Kim Utzon. Kim Utzon har valgt at afhænde det enestående hus til fonden med henblik på en bredere udnyttelse af huset.

Kim Utzon udtaler:
- Det har krævet lange og nøje overvejelser at afhænde huset, og det har været mig meget magtpåliggende, at husets unikke udformning og specielle historie kan komme andre til gode. Jeg har selv opholdt mig i huset i lange perioder og nydt godt af den inspiration og plads til fordybelse, som min far skabte rammerne for.

Utzon Fondens køb af Can Lis er muliggjort via en donation fra Det Obelske Familiefond.

Yderligere information

Kommunikationschef i Kulturstyrelsen, Marianne Strøm Hansen, tlf.: 2145 2440

Læs mere om Can Lis og ansøgningsmulighederne her. 

Can Lis. Foto: Torben Eskerod

Om Can Lis

Can Lis er opført af Jørn Utzon på Mallorca i 1971. Det består af fire punkthuse, der er kædet sammen af mure og gårdspladser, og er tilsammen på 350 kvadratmeter. Huset er beliggende yderst på en sydøstvendt klippeskrænt vendt mod den afrikanske kyst nær byen Porto Petro. Huset er bygget af den lokale gulrosa sandsten, betonbjælker og gule tegl og er derfor nærmest usynlig i landskabet. Taget er fladt, og døre og vinduer i træ er monteret udvendigt på selve muren, så man ikke kan se rammerne indefra og ud. Dette er en videreudvikling af de lokale byggetraditioner.

Can Lis, der er opkaldt efter Utzons kone Lis, er delvist tegnet, mens det blev opført. Utzon fulgte selv byggeriets opførelse hver dag sammen med øens håndværkere, og undervejs rettede han tegninger og skitser til.

Can Lis er i alle årene frem til Jørn Utzons død i 2008 blevet anvendt som sommerresidens af parret, Utzon-familien og venner. Familien har de senere år tilkøbt arealerne rundt om Can Lis, så den samlede grund nu udgør 17.000 kvadratmeter.

I 1992 byggede Jørn Utzon søsterhuset Can Feliz længere inde på øen.

Om Utzon Fonden

Utzon Fonden er stiftet i forbindelse med opførelsen og indvielsen af Utzon Center i Aalborg i 2008. Udover at eje Utzon Center har Utzon Fonden til formål at inspirere til forskning og udvikling af projekter samt skabe sammenhæng i nordisk arkitektur baseret på Jørn Utzons arkitektur, idé og filosofi.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)