Treårige arbejdsstipendier 2010

Nej, det er ikke nips, og nej, det er ikke yndigt. Til trods for at Louise Hindsgavls foretrukne materiale er porcelæn, og at bearbejdningen er figurativ. Men hvor porcelænsfigurer igennem tiderne typisk har fundet deres samlerobjektsværdi ved at repræsentere det lyse og uskyldige i livet, beskæftiger Hindsgavls arbejder sig oftest med helt anderledes hudløse sider af mennesket. Delikat bearbejdet,  håndværksmæssigt fejlfrit, men narrativt voldsomt.

Vi er langt fra de små, perfekte og udødelige kongelige porcelænsbørn Jens og Else. Louise Hindsgavl censurerer ikke sig selv. Hendes menneskedyr og dyriske mennesker holder sig ikke tilbage for at slå ihjel, voldtage, lemlæste, smadre, hvad det nu må være. Hvis det skal ud, så kommer det ud. Ødelæggelsen koncentreres som regel på opsatser, som i stigende grad også i sig selv demonstrerer kollaps af det behagelige. Trods dette illustrerede helvede, er Louise Hindsgavls værker smukke. Porcelænets skrøbelighed og glans, koblet med den altid tilstedeværende humor, muliggør en rejse udi det fuldstændig groteske uden nogen sinde at blive uudholdeligt. 

Louise Hindsgavl er inde i en vækstspurtende periode. Lige netop i disse år vokser hun og hendes arbejder i helt nye retninger. Der eksperimenteres med skala, farver og materialer. Porcelænet er indtil videre altid tilstede, men har ikke længere altid hovedrollen. Må dette treårige arbejdsstipendium give formgiversken og hendes arbejder frirummet til at udfolde sig aldeles uhæmmet.

Henrik Kubel tror på klassiske dyder. Han har altid en skitsebog på sig og bruger alle ledige stunder på at tegne i hånden. Helst typografi. Legen med skrifttyperne er Kubels måde at koble af. På tegnestuen er der fart på, og alle moderne grafiske redskaber tages i brug.

Henrik Kubel holder ikke fri. Siden endt uddannelse i Visuel Kommunikation på Danmarks Designskole og sidenhen på Royal College of Art har han drevet tegnestuen A2/SW/HK i London sammen med sin britiske kollega Scott Williams. Der arbejdes primært med den kunstneriske branche – teater, billedkunst, design, litteratur – det vælter ind med opgaver, fra både faste og nye kunder, alligevel hænger økonomien kun sammen med nød og næppe. For Henrik Kubel arbejder – uanset kunden - først og fremmest for sin egen skyld. Han arbejder grænsesøgende, og pedantisk detaljeret. Intet overlades til tilfældighederne, alt har både originalitet og styrke, og mængden af velløste opgaver, som allerede ligger bag Kubel og Williams blot ti år gamle foretagende, er svimlende.

Opgavetyperne er ikke usædvanlige, der arbejdes med grafiske identiter, bøger, hjemmesider, plakater, udstillingsarkitektur og ikke mindst skrifttyper. Det usædvanlige er styrken bag det udførte arbejde. Knivskarpt, direkte, rent. Hver gang. Henrik Kubel efterlyser et virkeligt timeout fra de kommercielle opgaver. Tid til eftertanke, undersøgelser, nye eksperimenter. Det tildeles han hermed.

Links:
www.a2swhk.co.uk
www.newrailalphabet.co.uk
www.lostvalues.com/boutique/typewear-scarf.html
www.a-g-i.org

Ane Lykke arbejder ikke hurtigt. Hun kredser grundigt og eftertænksomt om sine emner, der som regel er udsmykninger af offentlige rum, med alt hvad dertil hører af fortolkninger af stemningerne på de givne steder. Hun nærer en forkærlighed for de typisk ubemærkede steder i et byggeri: mellemgangen, hjørnet, endevæggen; steder, som ikke almindeligvis betragtes som værende noget i sig selv. Brugt som lærred for Ane Lykkes værker tydeliggøres disse zoners karakteristika og forcer. Og værkerne bliver stedsspecifikke. Skræddersyet. Uanset om det er et vindfang eller en bygningsfacade, der formgives til og på.

Ane Lykke arbejder i udgangspunktet meget kontrolleret, gerne ud fra et grid, og sædvanligvis med brug af simple geometriske former, der i sig selv er letaflæselige. Men hendes værker fremstilles til rum, hvor mange mennesker færdes, og menneskets oplevelser af værkerne ved bevægelse igennem disse rum er i centrum. Nøglen til den pure skønhed i Ane Lykkes arbejder er hendes suveræne evne til at lege med overgangen mellem det stillestående todimensionelle og det dynamiske tredimensionelle.

De benyttede grids er altid rumlige. Inden for disse opbygger hun omhyggeligt sine kompositioner, som forandrer sig afhængigt af, hvor man står og går i forhold til dem, afhængigt af hvilket tempo, man er i, og hvilken mental tilstand, man befinder sig i. I al deres beherskede enkelthed, går oplevelsen af Ane Lykkes værker ind i sjælen på den forbipasserende som en uventet stærk og uforglemmelig poetisk oplevelse. Der vanker megen skønhed fra denne designers hænder forude.

Læs mere på Ane Lykkes hjemmeside:
www.anelykke.com

Anders Ruhwalds formsprog bliver mere og mere enkelt. I alle tilfælde for tiden. Han har ellers allerede været meget, og meget interessant, igennem med sin keramik. Fra grovbearbejdning af ornamentik, over både tydelige og abstrakte afbildninger af hverdagens brugsgenstande og ubrugeligheder, og nu til  - som en udstillingstitel fra sidste år ganske præcist beskriver – ’næsten ingen ting’.

Der ligger en fantastisk energi og kraft i og bag Anders Ruhwalds arbejder, og en produktivitet, som ville tage pusten fra de fleste. Der arbejdes i serier, oftest fremstillet til soloudstillinger. Hver serie gives sit eget tema, og dette bearbejdes til bunds. Hver udstilling opsættes som en lige så bearbejdet helhed, hvor selve rummet jævnligt får lov at spille med som uundværlig faktor.

Trods den konstante udvikling i Ruhwalds karriere, er der gennemgående træk at finde i værkerne. De er maskuline. De er umiddelbare, og de er uventede. De appellerer til sindet på samme måde som vejskilte til steder, man aldrig før har hørt om. Værkerne rummer mange lag og kan fabuleres over i det uendelige. Eller man kan lade være. Og opleve dem for deres fysiskhed alene.

Anders Ruhwald har været en moden og sikker formgiver fra begyndelsen. Moden og sikker nok til tidligt at forstå, at han med god grund kan gøre og arbejde nøjagtigt, som det passer ham, så længe der ikke slækkes på hverken niveau eller arbejdsglæde. Det nye i hans karriere er den blidhed, hvormed både tema, materiale og rum bearbejdes. Der er stadig spændende, mystisk, overraskende, men nu er der også roligt. Erfarent.  I hvilket tempo Anders Ruhwald vælger at køre derudad de kommende tre år må tiden vise. Han gives med det treårige arbejdsstipendium frirum til at bevæge sig hvorhen han vil, hvordan han vil. Fordi vi ved, han vil bevæge sig yderligere, og relevant.