Hvis dit kunstneriske virke eller projekt omfatter flere kunstarter eller går på tværs af kunstarterne

Få information om, hvad du skal gøre, hvis dit kunstneriske arbejde eller den aktivitet eller det projekt, du vil søge støtte til, går på tværs af kunstarterne.

 

Overordnet om udvalgenes håndtering af ”det der går på tværs”

Statens Kunstfond er som helhed forpligtet til at tilgodese ”alle kunstnerisk væsentlige genrer og udtryksformer inden for og imellem kunstområderne” (citat fra Kunstfondsloven).

Udvalgene er derfor forpligtet til at være rummelige og dermed også imødekomme ansøgninger, der ligger på kanten af – eller lidt uden for – det pågældende udvalgs kunstområde. Dog skal ansøgningen leve op til de kriterier, der gælder for den pågældende pulje.

I eksemplerne nedenfor skelner vi mellem arbejdslegater og støtte til projekter og aktiviteter. Denne skelnen afspejler, at der inden for de fleste kunstarter er både et legatudvalg og projektstøtteudvalg i Statens Kunstfond (læs om de forskellige udvalg her).

Arbejdslegater til kunstnere, der arbejder inden for flere kunstarter eller på tværs af kunstarterne

Hvis du arbejder inden for – eller på tværs af – flere kunstarter, kan du søge arbejdslegat inden for flere relevante kunstområder. Tidligere var der en begrænsning på én legatansøgning til Statens Kunstfond pr. ansøger pr. år.

En ansøger kan dog kun modtage ét 3-årigt arbejdsstipendie. Og en modtager af et 3-årigt arbejdsstipendie kan ikke samtidig modtage arbejdslegat fra et andet udvalg.

Ansøgningen bliver kun behandlet i det legatudvalg, det er sendt til, og udvalget – som i øvrigt er forpligtet til at være rummelige inden for eget kunstområde – vurderer ansøgningen på lige fod med de øvrige ansøgninger.

Hvis et udvalg vurderer, at de mangler ekspertise på et givent område for at kunne behandle en ansøgning, kan de vælge at indhente viden fra et af fondens andre udvalg. Det er dog altid det udvalg, der har modtaget ansøgningen, som træffer den endelige beslutning om den konkrete ansøgning.

Støtte til et projekt eller en aktivitet, som indeholder flere kunstarter eller går på tværs af kunstarterne

Hvis dit projekt/ din aktivitet primært omfatter én kunstart, og kun i mindre grad inddrager en eller flere andre kunstarter, skal du kun indsende én ansøgning, vel at mærke til den pulje du finder mest relevant.

Hvis aktiviteten/projektet omfatter flere kunstarter, der indgår ligeværdigt, er du velkommen til at ”dele projektet op” i selvstændige delprojekter og herefter udarbejde en selvstændig ansøgning for hvert delprojekt. Det er vigtigt, at du også deler budgettet op, da du ikke må søge om støtte til den samme udgift i flere puljer. Du skal i hver enkelt ansøgning angive, at du har søgt om støtte til samme projekt i flere af Statens Kunstfonds puljer. Hvis du vurderer, at du ikke kan dele projektet op i delprojekter, f.eks. fordi det kunstneriske indhold i projektet ikke kan inddeles i kunstarter, skal du beslutte, hvilken pulje du vil søge om det samlede projekt.

Hvis et udvalg vurderer, at de mangler ekspertise på et givent område for at kunne behandle din ansøgning, kan de vælge at indhente viden fra et af fondens andre udvalg. Det er dog altid det udvalg, der har modtaget ansøgningen, som træffer den endelige beslutning om den konkrete ansøgning.

I særlige tilfælde har et udvalg mulighed for at spørge andre relevante udvalg, om de vil medfinansiere et tilskud til et konkret projekt eller aktivitet. Dette kan f.eks. forekomme i tilfælde, hvor budgettet for projektet/aktiviteten er af en sådan størrelse, at ét udvalg vil have svært at imødekomme dette alene.

Du er som altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal søge.
Kontaktinformation finder du under hver pulje (følg linket til højre).

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)