Treårige arbejdsstipendier 2010
Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg uddeler i 2010 treårige arbejdsstipendier til følgende kunstnere: Ivan Andersen, Nina Beier, Marie Lund, Ismar Cirkinagic, Jeannette Ehlers, Jeppe Hein, Nina Kleivan, Peter Martensen, Nina Saunders, Evren Tekinoktay, Christian Vind og Ebbe Stub Wittrup. Læs udvalgets begrundelser herunder.
Klik på navnene herunder for at læse udvalgets begrundelse og for at se eksempler på den enkelte kunstners arbejde:
Ivan Andersen, Nina Beier, Marie Lund, Ismar Cirkinagic, Jeannette Ehlers, Jeppe Hein, Nina Kleivan, Peter Martensen, Nina Saunders, Evren Tekinoktay, Christian Vind,Ebbe Stub Wittrup
Ivan Andersen maler malerier og har skabt et værk med tydelig konsistens og omrids. Han sampler motiver, vi kender, en bil, et parcelhus eller en tegneseriefigur og sætter dem ind i maleriets ramme, så det ligner et portræt af de spredte og flyvende tanker enhver dagdrømmer har. Vi er revet bort fra det vante miljø, selv om vi genkender fragmenterne. Hov, hvor var vi? Hvor kom vi fra? Er dette ikke forsøget på at finde ind til kernen af, hvad forstæderne har at tilbyde kernefamilien? Hvem er vi? Hvem er jeg, når det kommer til stykket?
Ivan Andersen strukturerer sin historie som et malerisk udsagn. Malerierne er ikke fortællinger om noget specifikt. Ivan Andersens maleri er nok billedromaner, men spejlet er knust, fortællingen splintret i tusind stykker, der findes ikke hoved og hale på en eksplosion. Sådan kan man aflæse maleriet som et SPLASH. Der er dog kontrol med virkemidlerne. De maleriske tricks og fiduser får aldrig lov at overdøve billedbraget.
Ivan Andersens maleri er ikke tomt. Hvert element er omsorgsfuldt bearbejdet. Computeren har gjort sit. Men penslerne er ikke lagt på hylden af den grund. For sit dedikerede arbejde med maleriet tildeles Ivan Andersen Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium til fortsat kunstnerisk virke.
For mere information: |
 - Ivan Andersen
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Nina Beier og Marie Lund arbejder både individuelt og med hinanden, og deres samarbejde som kunstnerduo er så grundlæggende og omfattende, at det giver god mening at betragte dem sammen. De arbejder med alle tænkelige medier og gestalter, da det ikke er mediet i sig selv, der er afgørende, men det der siges og udtrykkes med det, samt de relationer det indgår i.
Der er således altid en vigtig idé på spil, og værkerne indskriver sig i en konceptuel tradition, hvor processer, transformationer, rekonstruktioner, performativitet m.m. spiller en afgørende rolle i den måde tingene optræder på. Kustoder instrueres i at spærre vejen for publikum på kunstmuseet, plakater foldes sammen i billedrammen så udsagnet skjules, forsvundne skulpturer rekonstrueres som skrøbelige lerfigurer, der falder fra hinanden, værker afbildes som værker, der afbildes som værker, der afbildes osv.
Nina Beier og Marie Lund har med stor kunstnerisk autoritet og en vis portion poesi udviklet deres konceptuelle undersøgelser af kunstbegrebet og de sociale strukturer, der omgiver det.
Nina Beier og Marie Lund modtager hver især et treårigt arbejdsstipendium til fortsat udvikling af deres fælles og individuelle kunstneriske arbejde. For mere information:
|
 - Nina Beier
 - Marie Lund
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Alle værker er courtesy of Laura Bartlett Gallery, London og Croy Nielsen, Berlin.
Den dansk-bosniske kunstner Ismar Cirkinagics arbejder spænder vidt, fra maleri til fotografi og video, fra installation til duft. Et gennemgående tema i en lang række værker er erindring og traume opstået i forbindelse med krigen på Balkan i 1992-95. Her viser han idyllisk smukke fotografier af de landskaber, der i dag ligger over massegravene, og han installerer lugten fra lighusene i et andægtigt, mørkt rum med total stilhed – det er grumhed og skønhed i et tankevækkende møde.
De nyeste arbejder tager udgangspunkt i George Orwells dystopiske roman 1984. I første omgang undersøges, hvordan magten og undertrykkelsen iscenesættes i arkitekturen, bl.a. ved en krematorieagtig murstenskonstruktion og en frygtindgydende model i fuld skala af trappehallen i Kærlighedsministeriet, som beskrevet i Orwells roman.
Ismar Cirkinagic formår på overbevisende måde at udtrykke forestillinger om menneskelige ugerninger i en vedkommende kunstnerisk form, hvor mennesket selv er fraværende og tavsheden råder. Ismar Cirkinagic modtager det treårige arbejdsstipendium til fortsat udvikling af sit kunstneriske arbejde. For mere information:
|
 - Ismar Cirkinagic. Fotograf: Jasmina Kesić.
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Jeannette Ehlers’ far er fra Trinidad og hendes mor er fra Vestjylland, og hendes nyere videoværker kredser om dette forhold. Hvordan forholder man sig til sin egen skygge? Man bærer rundt på sin komplekse historie og forfædrenes. Kroppen fortæller sin version. Men noget følger parallelt figurens vandring eller dans på skærmen. Lys og skygge. Viden og glemsel.
Tidligere har kunstneren med stor virtuositet og humor udfoldet adskillige fortællinger om figuren og dens tro følgesvend, skyggen. Eller rettere: Om skyggen alene. I en serie værker har Jeannette Ehlers gengivet sportens jagt på sublime højdepunkter og øjeblikke. Og punkteret dem. Hun har eksempelvis fjernet fodboldspillere, så det kun er skyggerne, der jagter rundt efter bolden på grønsværen eller tilsvarende styrtløberen, der blot er en flad abstrakt skygge, som farer nedover løjperne. Skyggen søger målet – men figuren er slettet, som man kan slette den egentlige historie, hvad enten det er et helt folks identitet, der er på spil eller blot individets.
Jeannette Ehlers er vedholdende indenfor sit felt. Konstant afsøger og fordyber hun sig i samme spørgsmål. Handler værkerne i bund og grund om identitet? De flimrende skygger er flygtige. Figuren går i et med tapetet. Mister sig selv i ekstatiske øjeblikke. Værkerne er rytmiske, dansende, drillende, erotiske og sanselige. For sit overbevisende arbejde tildeles Jeannette Ehlers Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat til fortsat kunstnerisk virke. Læs mere om Jeannette Ehlers:
|
 - Jeannette Ehlers
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Jeppe Hein er en af de få sjældne danske kunstnere, der har formået at skabe kunstværker, der glæder sanserne ved sin umiddelbare fremtrædelsesform. Han skaber ikke akademisk kunst, selvom han har frekventeret flere kunstakademier efter at være uddannet tømrer og have afbrudt en lovende karriere som fodboldspiller. Han har på humoristisk vis forstået at finde en gylden middelvej og forene sine mange talenter. Han er kunstner, entreprenør og legebarn på allerhøjeste niveau.
Det kan godt kræve nogen fantasi hos beskueren pludselig at skulle spille med, være aktiv i forhold til værket. Eksemplerne kan være springvand, der aktiveres af beskueren, når man sætter sig på en bænk eller en lyd-labyrint, hvor rummet forekommer tomt indtil den enkeltes krop støder ind i usynlige lyd-vægge, der styres af sensorer eller en kuglebane, hvor kuglerne triller rundt i museer så store som Rundetårn og påvirker vores oplevelse af andre kunstneres værker såvel som rummet selv.
Jeppe Heins værker er underholdende på den fede måde, der ikke peger fingre af nogen eller kræver særlige kundskaber at omgås. De er lige til. Kunsten er for alle. Men det treårige arbejdsstipendium er til Jeppe Hein for hans foreløbige indsats og til hans fortsatte kunstneriske virke. |
 - Jeppe Hein. Fotograf: Anne Mie Dreves.
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Nina Kleivan er én af sin generations kunstnere, der som udgangspunkt for sit arbejde gerne bruger sin egen historie. Som det mest naturlige tematiserer hun i sine værker de indtryk og fascinationer, der knytter sig til hendes rejser, oplevelser og lidenskaber, om de så end er positive eller negative. Når hun i den grad trækker stof fra sin egen historie ind i værket, er hun på en måde en klassisk kunstner i en moderne tid. I hendes tilfælde giver det ingen mening at ville sondre mellem konflikter, der er personlige, sociale eller politiske.
Kleivan inddrager fotografi, video og installationer i sit udtryk. Modellen og den tilhørende udfordring af skalaforhold synes at være et gennemgående tema. Kleivan ynder at sammenblande og konfrontere modellen med den virkelighed, som modellen normalt blot rekonstruerer, foregriber eller deltager i.
Nina Kleivan besidder det overblik, der gør det muligt for hende (og os som beskuere) ikke kun at se større sammenhænge ud fra sig selv, men også at se sig selv i nutidskunstens store sammenhæng, derfor tildeles hun det treårige arbejdsstipendium.
Læs mere om Nina Kleivan: |
 - Nina Kleivan
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Med afsæt i fotografiet er Peter Martensens malerier både klassiske og nutidige, som dokumentariske tidløse øjeblikke, der bærer vidnesbyrd om det 20. århundredes historie: dets forsamlinger, domstole, kontorlandskaber og nye former for anonymitet.
I Peter Martensens malerier optræder manden eller mændene i den hvide skjorte som simple tegn på enkelheden. Mændene lytter, står vagt, gør notater og bevidner i lokaler som auditorier, baglokaler og retssale i et silende lys, der falder hårdt ned fra oven på ansigter og skjorternes hvide felter. I dette skyggerige hviler en rolighed og en resignation, som om alt er blevet hængende efter lukketid. Som om tiden står helt stille.
Martensen tildeles det treårige arbejdsstipendium for sin konsekvente holdning til udtrykket og for sin gennemgående undersøgelse af det formelle i forhold til maleriet. Læs mere om Peter Martensen:
|
 - Peter Martensen. Fotograf: Henrik Petit.
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Nina Saunders er en billedhugger, der udforsker sit helt eget felt. Hun benytter fundne objekter og dagligdagsgenstande, som hun deformerer og kombinerer i et surreelt, bedsteborgerligt univers. Det er især møbler, der er genstand for hendes interesse. Amorfe sofaer der punkteres så polstringen "flyder" ud på gulvet, kæntrede lænestole med sygelige udvoksninger eller med armlæn, der faretruende klemmer sig sammen. I de senere år er der også tilføjet udstoppede dyr, der kommer ud af eller holdes indespærret i møblerne. Hjemlig hygge med indbygget uhygge. Unheimlich og alment.
Nina Saunders værker er udført med fuldendt håndværksmæssig finish og betjener et overbevisende æstetisk formsprog. De er humoristiske og foruroligende, og de stiller hele tiden spørgsmål til vores komfortable tilværelse. De er kort sagt et kompetent og yderst seværdigt bud på, hvordan skulptur kan manifestere sig i den kontemporære samtidskunst.
Nina Saunders modtager det treårige arbejdsstipendium til fortsat udvikling af sit kunstneriske arbejde. Læs mere om Nina Saunders på:
|
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Evren Tekinoktay er tyrkisk født dansker. Hun er en dedikeret kunstner. Hendes værk er fokuseret på valget og sammensætningen af materialer, hvad enten det er en artist book eller et udstillingsværk. Hendes foretrukne medie “efter maleriet smed mig ud” som hun har formuleret det, er collage.
Evren Tekinoktay viser med sit værk, at detaljen tæller og former et samlet udsagn af stor skønhed. Den lille fortælling skjuler sig i den store og vice versa. Farven behandles nænsomt, den er stoflig og virker impulsiv og gennemtænkt på én og samme tid. Værkernes rum er deres eget ligesom “A Room of One’s Own” som en berømt bog hedder.
Evren Tekinoktay driver i sin egenskab af kunstner en lingerie-butik, hvor kvinden er i centrum i midten af København. Når dette skal nævnes skyldes det ikke at undertøj er kunst, men at indretningen på alle måder hylder det sanselige collageprincip, som har optaget kunstneren de seneste år. Som sådan rækker collageformen videre ud i livet. Hvor kunstens stof møder modens og modellen og kunstneren er ligeværdige.
For sit talent og kunstneriske arbejde tildeles Evren Tekinoktay Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium til fortsat kunstnerisk virke.
Læs mere om Evren Tekinoktay:
|
 - Evren Tekinoktay. Fotograf: Søren Solkær Starbird.
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Christian Vind er dansk kunsts danske kunstner. Ofte arbejder han med sproget i en grad, så enhver udlænding må stå af. Der står noget på billederne og i bøgerne, de er dog hverken digte eller reklamer for dette eller hint, hverken billederne eller bøgerne. Men de er poetiske. Både billeder og andre udsagn, selv når de tenderer at være politiske eller samfundskommenterende slogans.
Måske er “billeder” endda så meget sagt. Lad os i stedet sige at Christian Vind er papirets mester. Han laver kunst hvor enhver streg på papiret har betydning. I begyndelsen var papiret endda helt dækket af blyantens grå grafit. Hans billedrige og associerende udstillinger er på samme måde ekstremt gennemarbejdede og researchede. “Tegn og underlige gerninger – en Silkeborg-fortolkning” hed en af dem med en hilsen til den afdøde mester Asger Jorn. En anden udstilling inddrog maleren Ib Geertsens farvede værk i kombination med Christian Vinds eget. Hvad var hvis? Lige meget. Det var flot, intenst, selvfølgeligt. Gamle kunstnere knirker, nye kunstnere virker. Sammen kan de alt. I hvert fald få traditionen genoplevet på en værdig og værdifuld måde for publikum.
For sit talent og værk tildeles Christian Vind Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium til fortsat kunstnerisk virke.
Læs mere om Christian Vind:
|
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
Ebbe Stub Wittrup er en af de mest talentfulde fotografer i sin generation. Til stadighed udforskes mediet, det undersøges for, hvad den fotografiske fortælling er for en størrelse, og hvordan den kan udbygges med video, tekst, objekter m.m.
Fotografierne er gerne i et format, der åbner sig mod beskueren, undertiden med en umiddelbar "malerisk" kvalitet, men samtidig er de også hemmelighedsfulde og intime. De kredser på samme tid om det hverdagslige og det mytologiske, ikke som et paradoks, men som noget sammenvævet. Lysspor fra flyvemaskiner på nattehimlen, nærbilleder af blitzbelyste svampe i en mørk skovbund, overbelyste, monokrome landskabsscenerier, der næsten går i opløsning, digitalt udviskede fjeldvandrere mod en storslået natur.Senest ses en serie ildevarslende "djævlebroer" skildret med stor skønhed og dokumentarisk nøgternhed.
I Ebbe Stub Wittrups fotografiske verden er der ikke langt fra det banalt nære til det gådefuldt distante, og det forener han med stor kunstnerisk begavelse. Ebbe Stub Wittrup modtager det treårige arbejdsstipendium til fortsat udvikling af sit kunstneriske arbejde. Læs mere om Ebbe Stub Wittrup og se flere af hans værker:
|
 - Ebbe Stub Wittrup
|
Kør musen over billederne for værkinformation. Klik for større billede
I perioden 1. januar 2008 til 31. december 2010 består Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg af: Erik Steffensen (fmd.), Hjørdis Haack og Jesper Rasmussen
Sidst opdateret af Karin Andersson d. 12.08.10