DIVA - Danish International Visiting Artists Programme

Udenlandske kunstnere kan inviteres til et netværksskabende arbejdsophold i Danmark

Ansøgningsfrist
1. maj 2010 og 1. sep. 2010


Hvem kan søge

Danske kunstneriske institutioner kan søge.

De kunstneriske institutioner kan eksempelvis være: En kunsthal, et galleri, et teater, et orkester, en festival, et undervisningsinstitut, en kommune eller lignende. Ansøger skal fungere som vært under opholdet.

Udenlandske kunstnere kan ikke selv søge, men kan tage kontakt til potentielle danske værter med henblik på et ophold.

Formål med ordningen

DIVA (Danish International Visiting Artists Programme) er en artist in residence-ordning i Danmark, som har det overordnede formål at udvikle den danske kunstscene gennem den dialog, der opstår, når udenlandske kunstnere møder det danske kunstmiljø.

DIVA-programmet gør det muligt for kunst- og kulturinstitutioner, kommuner og andre professionelle aktører på området at invitere udenlandske kunstnere og kunstnergrupper til at opholde sig i Danmark i en længere periode – typisk af 1-3 måneders varighed.

De inviterede skal være professionelle kunstnere inden for Statens Kunstråds område: billedkunst, musik, litteratur og scenekunst. Kunstnere uden for disse fire kunstområder (arkitekter, designere og filminstruktører mm.) vil ikke kunne komme i betragtning, med mindre de vurderes til at bidrage til udviklingen af de kunstformer, ordningen omfatter.

Sådan vurderes din ansøgning

I vurderingen lægges der vægt på at støtte:

  • projekter, hvor en professionel vært udviser en seriøs interesse og engagement i forhold til at skabe kontakt mellem den besøgende kunstner og en række interessenter i dansk kunstliv.
  • projekter, hvor den besøgende kunstner er professionel og relevant i den kontekst, som den danske partner indgår i og har sat som mål for besøget.
  • projekter, hvor det skitserede opholdsprogram dokumenterer interessetilkendegivelse fra flere kunst- og kulturprofessionelle aktører.
  • netværksskabende projekter, hvor kunstnerens besøg understøtter et stort og diverst felt af professionel interesse for kunstnerens besøg.

Der gives ikke støtte til: 

  • Produktion
  • Materialer
  • Atelierleje
  • Studerende
  • Ophold af mindre end en måneds varighed
  • Allerede afholdt ophold

Kunstnerens muligheder og forpligtelser under opholdet

  • Kunstneren får sin rejse til og fra Danmark betalt (på economy-class eller tilsvarende)
  • Kunstneren modtager et månedligt opholdslegat på 10.000 kr. og får stillet en bolig til rådighed.
  • Kunstneren er forpligtet til at følge det program, der er aftalt med værten og godkendt af Statens Kunstråd.
  • Kunstneren forpligter sig også til at deltage i eventuelle offentlige arrangementer, hvor vedkommende fortæller om eget virke og ophold i Danmark, samt eventuelt deltage i videoklip og afgive interview til visning på Statens Kunstråds hjemmeside www.statenskunstraad.dk
  • Kunstneren kan efter behov få tilbudt lån af atelier, studie, prøvesal eller lignende. Det er værten, som i givet fald skal arrangere dette.
  • Kunstneren skal desuden udfylde et kort evalueringsskema om sit ophold i Danmark.

Værtens forpligtelser i forbindelse med opholdet 

  • Værten har ansvaret for i samarbejde med kunstneren at lave et program for kunstnerens ophold i Danmark. Programmet skal indeholde: beskrivelse af omfang og indhold af mulige samarbejdsprojekter, og de danske netværkspartnere, som kunstneren skal i dialog med under sit ophold.
  • Værten skal indgå en skriftlig samarbejdsaftale med den besøgende kunstner. Aftalen skal præcisere de gensidige forventninger og sendes til Statens Kunstråd inden kunstnerens ankomst til Danmark.
  • Værten er ansvarlig for at finde bolig til kunstneren og indgå evt. lejeaftale.
  • Værten skal efter behov hjælpe med at finde og eventuelt finansiere et atelier, studie, en prøvesal eller lignende.
  • Værten skal under kunstnerens ophold i Danmark hjælpe med at løse eventuelle praktiske problemer.
  • Værten skal hjælpe med visum til kunstneren, hvis nødvendig. Værten kan i forbindelse hermed anmode Kunststyrelsen om en erklæring om, at residentens ophold er støttet af Statens Kunstråd.
  • Det anbefales, at værten udbetaler residenten opholdslegatet månedsvis forud.
  • Værten skal aflægge regnskab for forløbet og udarbejde en kort evaluering.

Krav til boligen 

  • Boligen skal som regel være på 50 kvadratmeter, med eget køkken, varmt vand, bad og toilet. Den skal være i god stand, fuldt møbleret og have internetadgang og tv.
  • Boligen må i udlejningsperioden ikke være beboet af andre. Kunstneren må ikke udleje boligen til 3. person.
  • Alle udgifter til boligen (vand, el, vedligehold og rengøring, internet m.m.), skal være dækket af boligtilskuddet fra Statens Kunstråd.
  • Skulle der opstå uoverensstemmelser mellem vært og besøgende kunstner, f.eks. i forbindelse med skader på lejligheden, skal problemerne afklares mellem parterne selv.

Hvor meget kan der søges om
Statens Kunstråd har afsat 2 mio. kr. til DIVA-ordningen i 2010.

Statens Kunstråd afholder udgifterne til rejse på økonomiklasse og bolig samt yder et månedligt opholdslegat til kunstnerne på 10.000 kr. Statens Kunstråd giver desuden et månedligt beløb på 5000 kr. til værterne til dækning at de administrative udgifter forbundet med ordningen.

Du kan danne dig et indtryk af typiske beløbsstørrelser i listen over tidligere tilskudsmodtagere HER.

 

Sker der efter tilsagn om tilskud ændringer i residentens opholdsperiode, skal dette meddeles Kunststyrelsen. Forkortes opholdet, i forhold til hvad der oprindeligt er opgivet i ansøgningen, vil det medføre en tilsvarende reduktion af tilskuddet, hvilket vil blive reguleret ved regnskabsaflæggelse.

Hvor meget kan der søges om

Statens Kunstråd afholder udgifterne til rejse og bolig og yder et månedligt opholdslegat til kunstnerne på 10.000 kr. Statens Kunstråd giver desuden et månedligt beløb på 5000 kr. til værterne til dækning at de administrative udgifter forbundet med ordningen.

Statens Kunstråd forventer at 25 til 30 udenlandske kunstnere om året vil komme til Danmark med støtte fra ordningen, hvortil der foreløbigt er afsat 6 mio. kr. over de næste år.

Hvad skal ansøgningen indeholde

Vi anbefaler, at du orienterer dig i den elektroniske ansøgningsformular på www.statenskunstraad.dk og har de nødvendige oplysninger og dokumenter/filer klar, før du går i gang.

Følgende særlige oplysninger skal indtastes i ansøgningsformularen:

  • Navn på kunstner/kunstnergruppe, nationalitet og kunstart:
    Skriv eksempelvis: "Thomas Campbell, amerikaner, billedkunst".
  • Motivation for valg af kunstner:
    Beskriv udførligt hvordan residentens ophold forventes at bidrage til, at der skabes kulturel udveksling og netværk, så danske kunstnere, kunstformidlere og kunstinstitutioners internationale arbejde styrkes.
  • Det samlede ansøgte beløb

Følgende bilag skal vedhæftes ansøgningen:

  • Kunstner C.V.:
    C.V. må max fylde 2 sider
  • Program for residentens ophold:
    Programmet skal udførligt beskrive den besøgende kunstners aktiviteter under opholdet, herunder omfang og variation af konkrete samarbejdspartnere samt den forventede effekt af opholdet. Endeligt program/samarbejdsaftalen mellem vært og resident skal indsendes til Kunstrådet til orientering inden residentens ankomst til Danmark.
  • Budget:
    Der ydes alene tilskud til:
    - Rejse til og fra Danmark på økonomiklasse
    - Opholdslegat a 10.000 kr. pr. måned
    - Bolig/lejeudgift
    - Administrationsgebyr a 5.000 kr. pr. måned
  • Er residenten billedkunstner skal der indsendes et udførligt billedmateriale for kunstneren, dog max 20 MB.

Eventuelt yderligere materiale vil ikke indgå i vurderingen af ansøgningen. Fysisk indsendt materiale vil ikke blive returneret.

Ansøgninger, der ikke indeholder de krævede oplysninger vil ikke blive behandlet.

Regneeksempel 1
Ved en kunstners ophold i 6 uger kan der ansøges om tilskud til: 

Rejse til og fra Danmark 

f.eks. 6.000 kr.

 6.000 kr.

Opholdslegat à 10.000 kr. pr. måned

1,5 måned x 10.000 kr.

15.000 kr

Boligudgifter

1,5 måned á f.eks. 6.000 kr.

  9.000 kr.

Administrationsgebyr

1,5 x 5.000 kr.

  7.500 kr.

I alt

37.500 kr.

 

Regneeksempel 2
Ved to kunstnere ophold i 8 uger kan der ansøges om tilskud til: 

Rejse til og fra Danmark

2 x f.eks. 6.000kr.                              

12.000 kr.

Opholdslegat

2 x2 måneder x 10.000 kr.

  40.000 kr.

Boligudgifter

2 x2 måneder á f.eks. 6.000 kr.

  24.000 kr.

Administrationsgebyr

2 x 5.000 kr.

  10.000 kr.

I alt

  86.000 kr.


Bilag bedes samlet i et pdf-dokument, der vedhæftes den elektroniske ansøgning.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din elektroniske ansøgning, vil du umiddelbart efter modtage en kvitteringsmail. 

Du vil få besked om rådets/udvalgets afgørelse inden for 12 uger efter ansøgningsfristen.

I løbet af de 12 uger bliver ansøgningerne klargjort til råd/udvalg, udsendt, læst og behandlet og herefter skal afgørelserne bekræftes. Såfremt der er inhabilitetssager skal de igennem yderligere en behandlingsproces. Når alle sager fra samme frist er klar bliver resultatet udmeldt samlet.

Hvem vurderer ansøgningen?

Det er Statens Kunstråds fagudvalg, der vurderer de indkomne ansøgninger, og det er Statens Kunstråd der foretager den endelige prioritering.

Kontakt Kunststyrelsens medarbejdere
Kunststyrelsens Billedkunstcenter: Theis Petersen, tlf. 33 74 45 34, theisp@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Litteraturcenter: Annette Bach, tlf. 33 74 50 74, annbac@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Musikcenter: Eline Sigfusson Paludan, tlf. 33 74 45 62,
elisig@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Scenekunstcenter: Mads Nyholm Hovmand, tlf.  3374 4543,
manyho@remove-this.kunst.dk

Benyt en af ansøgningsmulighederne nedenfor.
Hvis ordningen tilbyder e-ansøgning med Digital Signatur, får du en række fordele.
Læs mere om fordelene med Digital Signatur
(Ikke alle ordninger tilbyder dog denne mulighed)

Ansøgningsskema

e-ansøgning med Digital Signatur e-ansøgning med Digital Signatur
e-ansøgning uden Digital Signatur e-ansøgning uden Digital Signatur

Vigtigt om e-ansøgninger:
e-ansøgning er tilpasset følgende internetprogrammer (browsere), som anbefales:
PC-brugere:
Internet Explorer, fra 6.0 >
MAC-brugere:
Firefox, seneste version >
e-ansøgning kan give problemer i andre browsere.

Tilskudsgiver
Statens Kunstråd
Tværgående puljer m.v.

Kontakt
Se kontaktpersoner nederst på siden

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen