Hærvejen
Om Hærvejsprojektet
Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har igangsat et projekt, hvis mål er at etablere et forløb af kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland.
Tolv kunstnere med hver deres arbejdsfelt fra kompositionsmusik over kunsthåndværk, design, arkitektur, billedkunst og scenografi til litteratur bidrager næste år med værker langs vandre-, cykle- og rideruten fra Viborg til den danske grænse i syd.
Udvalgets ønske er at lade kunstnerne udforme deres værker så frit som muligt: hellere et ideelt drømmeprojekt indenfor den økonomiske ramme end en bunden opgave.De første kunstnermøder har fundet sted, og kunstnerne arbejder indtil foråret med realisering af de 12 kunstoplevelser, der bliver realiseret i 2010. Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum har afsat 4.800.000 kr. til projektet.
Sophia Kalkau
Billedhuggeren Sophia Kalkau installerer værkerne Lenticula I og Lenticula II på hærvejsruten.
Stikord for værket er tyngde og tid – at ”lægge øret til universet”.
Sys Hindsbo
Grafikeren Sys Hindsbos figurative ridsninger i hvid marmor 230 x 160 cm forestiller helgenfiguren Christoforou, og føjer sig til det pilgrimstema som Hærvejsruten i århundreder har muliggjort. De hvide tavler placeres to, tre steder i hærvejsforløbet blandt andet ved Farrisskov.
Per Kirkeby
Maleren Per Kirkeby har tegnet skitsen til et kursuscenter i Nørre Snede, Hærvejens højst beliggende bysamfund. Huset har arkitektoniske ligheder med et traditionelt klosterbyggeri. Mere detaljerede skitser, der nærmere redegør for projektets kunstneriske ide, samt udstillingsmodel udarbejdes.
Tage Lyneborg
Arkitekten Tage Lyneborg rejser ”Tårnet” ved Kompedal Plantage. Tårnet er beregnet for fuglekiggere, naturelskere og skoleklasser der hermed kommer ”op over trætoppene”. Tage Lyneborgs værk er en prototype og et vartegn der kan markere ruten i nord-sydgående retning som punkt eller på sigt et forløb af punkter.
Bent Sørensen og Katrine Wiedemann
Komponisten Bent Sørensen og instruktøren og scenografen Katrine Wiedemann har med deres fælles forestilling til Hærvejsprojektet aktiveret lyden af 35 kirkers klokker i legen med landskabet og årstiderne.
Kort sagt en totaloplevelse for krop og sjæl. Uropførelsen af værket er lørdag den 7. august 2010 ved Firehøje der til lejligheden er omdannet til en hvid vinterskov.
Bente Skjøttgaard
Keramikeren Bente Skjøttgaard lader jysk kvæg sætte klove i ler og lader dermed denne gamle kvægrace sætte sit spor i den levende historie om Hærvejen – der også kaldes oksevejen. Naturen eget materiale fortæller og integreres i landskabet.
Se reportage om Bente Skjøttgaards projekt ("Hærvejskunst" af 21. februar 2010)
på gamle-husdyrracer.dk.
Ole Jensen
Designeren Ole Jensen skaber til hærvejsprojektet en regnfrakke eventuelt i bævernylon. Vand er altid et tema for udendørsmennesket og regnfrakken er kroppens beskyttende beholder på vandreturen.
Per Bak Jensen
Fotografen Per Bak Jensen fremstiller 13 fotografier der placeres langs ruten i 13 udvalgte kirkers våbenhuse. Kirkerne er: Bække Kirke, Grathe Kirke, Jels Kirke, Kliplev Kirke, Kragelund Kirke, Nørre Snede Kirke, Nørup Kirke, Sct. Nicolai Kirke, Skrave Kirke, Viborg Domkirke, Vojens Kirke, Vrads Kirke og Øster Nykirke Kirke.
Endvidere bidrager Per Bak Jensen med en evighedskalender med de tretten landskabsmotiver.
Ursula Munch Petersen
Keramikeren Ursula Munch Petersen har maden som omdrejningspunkt for en fortælling om ”hærvejskosten”, de planter der siden tidernes morgen har tjent som føde. På hylder placeres en række keramisk formgivne objekter som en slags naturens spisekammer. Således rækker inspirationen tilbage mod oldtiden men også frem mod de kroer og herberger der nu engang findes i dag.
Pia Tafdrup
Forfatteren Pia Tafdrup skriver digte med temaet ”rejse”. Bidraget udkommer i bogform og evt. som lydbog.
Martin Erik Andersen
Billedhuggeren Martin Erik Andersens bidrag udgøres af skulpturelle indgreb der forankres på hærvejsrutens start/slut punkt – på Hald Hovedgaard i Viborg og Padborg Industrivej. Et tredje punkt er Tyrol hvor værkets billedmæssige referencer hentes i en sært dekorativ procession og billedmusikalsk uudgrundelighed.
Sidst opdateret af Morten Nybo d. 10.03.10






























