Hvad var jeres motivation for at ansøge om kunst fra Statens Kunstfond?
Måske skulle vi starte med at slå fast, hvad der ikke var skolens motivation for at ansøge om kunst fra Statens Kunstfond. Vi har mange store vægflader på Køge Gymnasium. Men det var ikke et ønske om for enhver pris at fylde disse bare vægge ud, der betød noget for os. For væggene er sådan set pæne nok, som de er. Men de store flader giver gode muligheder for at udstille nogle værker af god kunstnerisk kvalitet, som kan give skolen et kulturelt løft.
Havde I nogle specifikke forventninger til den kunst, som I forestillede jer deponeret på Køge Gymnasium?
Kort fortalt havde vi en forventning om, at den deponerede kunst kunne skabe en forskel og gøre elevernes og lærernes arbejdsdag lidt rigere og mere spændende. Den skulle ikke bare være til pynt.
Har den kunst, som skolen fik tildelt, levet op til disse forventninger?
Det ville jo være dejligt, hvis vi kunne svare ubetinget ja til dette spørgsmål. Så enkelt er det naturligvis ikke. Men nogle af værkerne har i høj grad levet op til vores forventninger. Det gælder f.eks. vores tegninger og monotypier af Christian Lemmerz. Selvom de p.t. hænger lidt afsides, er der mange af eleverne, der har lagt mærke til dem og dannet sig en mening om dem.
Inddrager I kunsten i jeres daglige arbejde på skolen, og i så fald: hvordan?
I faget billedkunst lader vi af og til eleverne gå ud på gangene og vælge et værk, som de vil lave en formal- eller betydningsanalyse af. Derudover præsenterer vi dem også gerne for vores værker af Christian Lemmerz og Michael Kvium, da disse kunstnere ofte inddrages i undervisningen. Og vi fornemmer faktisk, at eleverne føler en vis ærbødighed overfor, at skolen har værker af disse kunstnere hængende.
Hvad oplever I, at Køge Gymnasium som institution får ud af kunsten?
Vi synes, at de deponerede værker er med til at skærpe gymnasiets profil som et kreativt og kvalitetsbetonet undervisningssted.
Hvad oplever I, at jeres medarbejdere og elever får ud af kunsten?
Vi bilder os ind, at kunsten faktisk formår at gøre arbejdsdagen mere spændende og levende både for medarbejderne og eleverne. Det gælder naturligvis i højere grad for nogle værker end for andre. Og der er også en (måske generationsbestemt) forskel på, hvad medarbejderne og eleverne får ud af de forskellige værker. Vi har f.eks. en fornemmelse af, at nonfigurativ kunst ikke siger eleverne helt så meget, som den siger nogle af lærerne.
Er der et værk eller værker, der har voldet særlig stor udfordring, og hvordan har I taklet det?
Claus Carstensens ”Alien Nation 112” hang til at begynde med i lærerens område. Vi mente imidlertid, at det var et værk, der ville kunne fange mange af eleverne, så nu har vi hængt det på et stærkt befærdet sted i deres kantine. Her bliver det i hvert fald set. Man kunne dog godt frygte, at det bliver ”overdøvet” lidt af den megen uro og aktivitet omkring det. Men sådan oplever eleverne det måske slet ikke. Det har vi ikke fået undersøgt endnu.
Foto: Anders Sune Berg
Billederne herover viser værker af: Erling Jørgensen, Mads Gamdrup, Mette Vangsgaard, Claus Carstensen, Christian Lemmerz og Michael Kvium.
Couldn't find Template Object with UID "17".
Please make sure a Template Object is accessible.

