Statens Kunstfond præmierer tre cd-udgivelser

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Rytmisk Musik har også i år besluttet at præmiere en række kunstnere, der i årets løb har udmærket sig særligt med deres musik i form af cd-udgivelser.

Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik præmierer hvert af følgende 3 værker / albums med 30.000 kr:

  • Little Red Suitcase: ’Temporarily out of Order’ (SuitcaseRecords)
  • Jonas Villumsen: ’På Bagsiden af Europa’ (Transistor Music/Bonnier Amigo)
  • Jacob Kirkegaard: ’Labyrintitis’ (Touch Records, London)

Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik, som består af Juliana Hodkinson (formand), Marilyn Mazur og Tobias Trier, begrunder præmieringerne således:

Little Red Suitcase: ’Temporarily out of Order’
En varm og forfriskende duo, som leger uforfærdet med originale ideer og fantasifulde indfald. Med deres teatralske og fortællende stykker er de to kvinder -Elena Setién (vokal, violin) og Johanna Borchert (vokal, piano) - et særdeles positivt indslag på den unge danske rytmiske musikscene, og heldigvis er musikken ikke lige til at putte i nogen bestemt bås.

Jonas Villumsen: ’På Bagsiden Af Europa’
Med dette album har Jonas Villumsen fra bandet ENTAKT endnu engang vist sit store talent som komponist, tekstforfatter og sanger. I en tid hvor meget musik bliver udsendt hurtigere end man kan nå at sige "overfladisk" er det opløftende hvordan Jonas Villumsen lykkes med sin himmelstræbende musik og nervesitrende poetiske lyrik. Som sangskriver har han viljen til at udfordre sig selv og lytteren og besidder vovemod og sikker sans for musikalsk drama og substans. PÅ BAGSIDEN AF EUROPA er endnu et bevis på at Jonas Willumsen er en af Danmarks originale og vitale yngre sangskrivere, som vi kan vente os mere af i de kommende år.

Jacob Kirkegaard: ’Labyrintitis’
En meget gennemført lydkunst-udgivelse på absolut internationalt niveau - repræsentativ for Kirkegaards virke, og dog måske en mere 'musikalsk' satsning end nogle af hans tidligere plader. Kompositorisk er pladen et spil med frekvenser, genereret af selveste det indre øre – et ’hardcore’ konceptuelt udgangspunkt, der bestemt sætter sit præg på lytteoplevelsen. Værket arbejder i forlængelse af John Cages historiske ønsker om aktiv lytning, ved at øge den teknologiske indsats og åbne for lyde der sidder længere inde i øret - bittesmå mikrofoner og højtalere placeres simpelthen helt inde i komponistens egne ører. Men den strengt monotone oprindelse til trods virker pladen alligevel imødekommende og behagelig – ja gribende – og forløbet formår at holde sig selv konstant i flydende bevægelse.

Kontakt
For yderligere information kontakt:Sekretær for tonekunstudvalgene, Hanne Holdt Madsen i Kunststyrelsen, tlf. +45 3374 4560, e-mail: hanhol@kunststyrelsen.dk.

Sidst opdateret af Eline Sigfusson d. 27.01.09.

Del |
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen