
Statens Kunstfond præmierer tre cd-udgivelser i 2009
Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik præmierer hvert af følgende 3 værker / albums med 30.000 kr:
- Oh Land, Nanna Øland Fabricius: ’Fauna” (Fake Diamond Records, 2009)
- Band Ane, Ane Østergaard: ’Too & Free’ (Jenka 2009)
- Kenneth Knudsen: ’End of Silence’ (Calibrated 2009)
Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik, som består af Juliana Hodkinson (formand), Marilyn Mazur og Tobias Trier, begrunder deres præmieringer således:
Oh Land: ’FAUNA’
Nanna Øland Fabricius har under navnet OH LAND skabt et spændende album, der giver forhåbninger om en spændende udvikling som komponist. Ved at arbejde intenst og enerådigt med computeren har hun udviklet en stærk personlig stil, som vækker beundring. Musikken er præget af smukke storslåede vokaler, stærk brug af korstemmer i en inciterende elektronisk cocktail.
Band Ane: ’Anish Music Too & Free’
Band Ane er en original ener. Hendes musik er præget af nysgerrighed og en legesyge, der fører lytteren vidt omkring. Hendes musik kombinerer elektronikaens stramhed og perfektion med en frodighed af snurrige lydeksperimenter, som smitter lytteren og giver appetit på opdagelsesrejser. Ane Østergaard har formået at bevare en legende tilgang til musikken, samtidig med at hun tydligvis har godt styr på virkemidlerne. Musikken peger frem, fordi hun arbejder med at udvikle selve lyden i musikken. Og hele hendes meget alternative måde at præsentere sin musik på fungerer som inspiration for andre komponister og danner en dejlig modvægt til kommerciel musik.
Kenneth Knudsen: ’END OF SILENCE”
Musikken på Kenneth Knudsens ’End of Silence’ kan beskrives som et elektronisk rytmisk lydhav, hvis mange fascinerende lag lytteren kan bade sig i. Komponisten viser sig med dette helstøbte værk som en sand lyd- og formmester. Man mærker og spejler sig i hans musikalske fordybelse. Bølger af stoflighed med skarpe kanter og overraskelser, dog med harmonisk ro og skønhed på sin egen særlige mørke måde.
Kontakt
For yderligere information kontakt: Sekretær for tonekunstudvalgene, Hanne Holdt Madsen i Kunststyrelsen, tlf. +45 3374 4560, e-mail: hanhol@kunststyrelsen.dk.
Sidst opdateret af Benjamin Enzenberg d. 15.12.09.
