
Præmieringer og særlige arbejdslegater til film- og scenekunst
21.12.11
Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg har præmieret fire film- og scenekunstværker, der i løbet af 2011 har markeret sig særligt.
Derudover har udvalget også valgt at tildele tre arbejdslegater som en særlig anerkendelse af betydningsfuldt kunstnerisk arbejde.
Præmieringerne er givet til værker, der spænder over dokumentarfilm, dans og nycirkus. Arbejdslegaterne er givet til en manuskriptforfatter og fire scenekunstnere, hvoraf de tre deler et af arbejdslegaterne.
Udvalget som består af Karen Vedel (formand), Cathrine Poher og Jens Loftager begrunder deres beslutninger således:
Dokumentarfilmen Testamentet præmieres med 50.000 kr.
Filmen er en voldsom, morsom og dybt gribende fortælling om de to brødre Henrik og Christian, hvis komplicerede familiehistorie oprulles i forbindelse med en rig, tysk morfars død.
Testamentet skildrer sine karakterer med stor kærlighed og helt uden sentimentalitet. Det er en råt-for-usødet historie om nogle mennesker, vi ikke normalt kommer tæt på. Og endnu en historie om al den smerte, der kan indeholdes i en familie. Både den vilde, følsomme og spontant handlende hovedperson Henrik og hans dybt begavede, men af stoffer ødelagte, bror Christian lever længe i erindringen.
Dokumentarfilmen Putin’s Kiss præmieres med 50.000 kr.
Det er en stor glæde at se og opleve dybden, stædigheden og kærligheden til sit stof og sine karakterer, som Lise Birk Pedersen udfolder i Putin’s Kiss. Filmen giver os en indsigt i det dybt problematiske politiske klima i Rusland, hvor modstandere af Putins styre lægges for had. Det sker gennem historien om Masja, en ’wannabe’ indenfor Putins ungdomsorganisation Nashi, som bl.a. gennem bekendtskabet med den kritiske journalist Oleg Khasin, udvikler sig fra at være en medløber til et selvstændigt menneske.
Danseforestillingen The Room præmieres med 25.000 kr.
Ved hjælp af videoanimation, nyskrevet musik og vertikal dans skaber The Room et lille, men forunderligt univers, hvor danser og koreograf Esther Wrobel som en anden spiderwoman bevæger sig i saltomortaler og spring fra rummets tapetserede vægge til bræddegulvet for pludselig at sidde på loftet som en flue, mens rummet momentant falder til ro. Det bare 8 min. lange værk er en løfterig hyldest til nogle af de muligheder, der åbner sig, når begavede kunstnere giver sig til at lege sammen på tværs af deres udtryk.
Ny cirkus forestillingen Quiproquo præmieres med 50.000 kr.
Quiproquo er en poetisk nycirkus forestilling af og med Samuel Gustavsson og Niclas Stureberg. Forestillingen er instrueret af Mads Rosenbeck med et helstøbt resultat, hvor handlingen på scenen smelter sammen med live musik af Sture Ericson, scenografi af Signe Beckmann og lys og lyd af Tobias Ståls.
Forestillingen bevæger sig elegant og let igennem mange verdener. Den er filosofisk, matematisk, poetisk, humoristisk, dybt menneskelig og på samme tid meget eksklusiv. Forestillingen giver publikum den største gave scenekunsten kan give - Quiproquo får os til at undres.
Manuskriptforfatter Mogens Rukov tildeles arbejdslegat på 50.000 kr.
Mogens Rukovs betydning for en generation af filmskaberes forhold til manuskriptarbejde kan ikke overvurderes. Passioneret og med en encyklopædisk viden, men aldrig skematisk og kold, har Mogens Rukov både gennem undervisning og konkrete manuskriptarbejder bevist sin enestående fornemmelse for en fortællings anatomi.
Scenekunstner Jette Lund tildeles arbejdslegat på 50.000 kr.
Legatet gives i erkendelse af, at Jette Lund aldrig selv kunne finde på at søge Statens Kunstfond, uagtet at hun er en særdeles berettiget modtager. Jette Lund opfatter sit primære område som dukketeatret, men i sin egenskab af dramaturg, iscenesætter, mentor og ikke mindst sparringspartner for indtil flere generationer af scenekunstnere, er hun en vedvarende inspiration for et langt bredere felt. Det er kendetegnende, at hun er der, hvor den overraskende, skæve og engagerede scenekunst pibler frem. Vi ønsker med arbejdslegatet at give Jette Lund mulighed for at indsamle ny inspiration til sit fortsatte arbejde for den uafhængige scenekunst.
Scenekunstnerne Janne Kofoed, Marie Netterstøm og Pia Hessner tildeles arbejdslegat på 25.000 kr.
Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg har valgt at tildele Janne Kofoed, Marie Netterstøm og Pia Hessner tre uopfordrede arbejdslegater på i alt 25.000 kr. for deres utrættelige mod til at finde scenisk udtryk for kvinders ofte absurde og smertefulde livsvilkår. De får publikum til at grine af menneskets dybeste smerter.
På trods af svære økonomiske arbejdsvilkår går de ikke på kompromis, men udtrykker deres personlige stemmer med stor originalitet og giver dermed publikum dybt menneskelige, folkelige og højt kunstneriske oplevelser.
I deres seneste produktion Vanart tør de veksle mellem totalt underspil på grænsen af at røre ved angsten for tomheden, og det absolut overdrevne spil på grænsen af totalt vanvid.
Kontakt
For yderligere information kontakt:
Sekretær for Film- og Scenekunstudvalget i Kunststyrelsen Lisbet Tegllund,
tlf. +45 3374 4506,
e-mail: listeg@kunststyrelsen.dk
Sidst opdateret af annsou d. 24.01.12.
