Præmieringer af dansk-grønlandsk kolonihistorie og gipsblomster

To aktuelle udstillinger modtager en præmiering af Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg.

Kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion
Kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen) modtager 50.000 kr. for udstillingen "Tupilakosaurus" - en retrospektiv udstilling med værker af billedkunstneren Pia Arke.

Udvalget begrunder præmieringen:

"Udstillingen Tupilakosaurus af Pia Arke på Den Frie Udstillingsbygning og Nationalmuseet, København, kurateret og installeret af Kuratorisk Aktion er præmieret af Statens Kunstfond med 50.000 kr.
De to udstillinger giver det første, samlede overblik over Pia Arkes virke som billedkunstner, et virke der desværre blev afbrudt af hendes alt for tidlige død i 2007. Pia Arkes kunstneriske arbejde krydser ind over etnografi, feminisme og postkolonial kritik, og det er især med fotografiet, hun står stærkt. På udstillingerne er det velgørende at se den mangfoldige og ligefremme tilgang, Pia Arke har til dette medium, og hvordan hun med få midler kan fortælle en kompleks og væsentlig historie. Det er derfor en vigtig udstillingsbegivenhed, der her manifesteres.
Når Statens Kunstfond ønsker at præmiere udstillingerne, sker det fordi, at det for Kuratorisk Aktion er lykkes at sammenstille værker og iscenesætte dem på en måde, der i sig selv bidrager kunstnerisk til oplevelsen og forståelsen. Især på Nationalmuseet, hvor Pia Arkes værker er sat ind mellem de etnografiske udstillingsgenstande, udgør installeringen en markant, kunstnerisk pointe, der sætter Pia Arkes værker i et særligt perspektiv."

Billedkunstner Karin Lorentzen
Billedkunstneren Karin Lorentzen modtager ligeledes 50.000 kr. for udstillingen "Cultivator".

Udvalget begrunder præmieringen:

"Udstillingen Cultivator af Karin Lorentzen i Skulpturi.dk, Store Kongensgade, København er præmieret af Statens Kunstfond med 50.000 kr.
Karin Lorentzen har udført en underfundig og poetisk installation i Skulpturi.dk: Hundredevis af små gipsblomster, dannet ved at benytte blomster som støbeform, er klæbet op i loftet med bunden nedad, så man kun ser undersiden af gipsblomsterne. På gulvet ligger de afrevne blomsterblade fra afstøbningen, samt nedfaldne gipsdele, altsammen knust af publikums fødder. Totalinstallationen er overordentlig gennemført og virkningsfuld, og den peger med sit skrøbelige stukloft på menneskets kontrol over naturen og altings forgængelighed. Blomsterne hænger som uudgrundelige ornamenter og det hele pulveriseres til sidst."


Foto: Erling Lykke Jeppesen

Udstillingen Tupilakosaurus kan ses på Den Frie Udstillingsbygning og Nationalmuseet frem til den 14. februar 2010.
Udstillingen Cultivator kan ses på udstillingsstedet Skulpturi.dk frem til den 6. februar 2010.

Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg består i perioden 2008-10 af Erik Steffensen (formand), Hjördis Haack og Jesper Rasmussen.

Sidst opdateret af Benjamin Enzenberg d. 03.02.10.

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen