Recidency-ophold i Can Lis

 

Arkitekter fra hele verden kan nu få glæde af Jørn Utzons hus, Can Lis, på Mallorca som inspirationssted.

  

Ansøgningsfrist 1. februar 2012
Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg ønsker i samarbejde med Utzon Fonden at give mulighed for residency-ophold i Can Lis, Jørn Utzons hus på Mallorca, for danske og internationale arkitekter og andre, som arbejder med eller interesserer sig for Utzons arkitektur og virke.

Om Can Lis
Can Lis er et asketisk og konsekvent bygningsværk, der med sin beliggenhed, materialevalg og helt unikke indretning i et karakteristisk arkitektonisk udtryk er et ideelt sted til at fordybe sig i sit arbejde i en periode.

Huset er opført af Jørn Utzon på Mallorca i 1971. Det består af fire punkthuse, der er kædet sammen af mure og gårdspladser, og er tilsammen på 350 kvadratmeter. Huset er beliggende yderst på en sydøstvendt klippeskrænt vendt mod den afrikanske kyst nær byen Porto Petro. Huset er bygget af den lokale gulrosa sandsten, betonbjælker og gule tegl og er derfor nærmest usynlig i landskabet. Taget er fladt, og døre og vinduer i træ er monteret udvendigt på selve muren, så man ikke kan se rammerne indefra og ud. Dette er en videreudvikling af de lokale byggetraditioner.

Can Lis, der er opkaldt efter Utzons kone Lis, er delvist tegnet, mens det blev opført. Utzon fulgte selv byggeriets opførelse hver dag sammen med øens håndværkere, og undervejs rettede han tegninger og skitser til.

Can Lis er i alle årene frem til Jørn Utzons død i 2008 blevet anvendt som sommerresidens af parret, Utzon-familien og venner. Familien har de senere år tilkøbt arealerne rundt om Can Lis, så den samlede grund nu udgør 17.000 kvadratmeter.

Recidency-ordningen er et samarbejde med Utzon Fonden
Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg står for vurdering af ansøgninger og tildeling af ophold. Udvalgets formand arkitekt Lars Juel Thiis er begejstret for det nye samarbejde med Utzon Fonden.

Lars Thiis udtaler:
- Can Lis er ubetinget et af Jørn Utzons og dermed dansk arkitekturs fornemmeste internationale værker – formgivet både med en sanselig respekt for lokale byggetraditioner og en følsomhed overfor stedets potentiale, men samtidig favner huset det store globale udsyn som Jørn Utzon altid stod for. Vi er derfor selvsagt meget glade for, at huset nu kan virke som inspiration for Jørn Utzons eftertid.

Utzon Fonden har for nylig købt Can Lis af Jørn Utzons søn Kim Utzon. Kim Utzon har valgt at afhænde det enestående hus til fonden med henblik på en bredere udnyttelse af huset.

Kim Utzon udtaler:
- Det har krævet lange og nøje overvejelser at afhænde huset, og det har været mig meget magtpåliggende, at husets unikke udformning og specielle historie kan komme andre til gode. Jeg har selv opholdt mig i huset i lange perioder og nydt godt af den inspiration og plads til fordybelse, som min far skabte rammerne for.

Utzon Fondens køb af Can Lis er muliggjort via en donation fra Det Obelske Familiefond.

Utzon Fonden er stiftet i forbindelse med opførelsen og indvielsen af Utzon Center i Aalborg i 2008. Udover at eje Utzon Center har Utzon Fonden til formål at inspirere til forskning og udvikling af projekter samt skabe sammenhæng i nordisk arkitektur baseret på Jørn Utzons arkitektur, idé og filosofi.

Læs mere
Yderligere oplysninger om ordningen og link til ansøgningsskema på dansk

Yderligere oplysninger om ordningen og link til ansøgningsskema på engelsk

Yderligere information
Kommunikationschef i Kunststyrelsen Marianne Strøm Hansen, tlf.: 2145 2440

Sekretær for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg Eva Jensen, tlf.: 33 74 50 52, evajen@remove-this.kunst.dk

Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 22.01.12

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen